SENGEKANTEN
Pipaluk voksede op i ved
Isua-området i Grønland, i et lille træhus, hvor vintrene var lange og mørket kom tidligt. Hendes mor, Arnaq, arbejdede hele dagen, men om aftenen satte hun sig altid på kanten af Pipaluks seng.
Der fortalte hun den samme historie igen og igen. Om Sassuma Arnaa, Havets Moder, der gav alt det, hun havde, og sad alene på havbunden, til nogen kom ned til hende.
“Jeg syntes, det var en uhyggelig historie,” siger Pipaluk i dag. “Jeg hørte ikke, at hun prøvede at fortælle mig noget.”
HAVETS MODER
I historien var Sassuma Arnaa en ung pige, som hendes egen far kastede i havet. Hun klamrede sig til båden, og han huggede hendes fingre af. Fingrene sank ned i det iskolde vand og blev til sæler, hvalrosser og hvaler. Alt det, folket skulle leve af.
Hun sank efter dem og kom aldrig op igen. Men hver dag sender hun dyrene op. Hun beder aldrig om noget.
Når ingen ser hende, filtrer hendes hår sig, og hun kan ikke selv rede det ud. Så sidder hun alene i mørket på havbunden. Kun hvis nogen kommer hele vejen ned til hende og reder hendes hår, lyser hun op igen.
“Min mor fortalte den med en helt rolig stemme,” husker Pipaluk. “Først mange år senere forstod jeg, hvorfor.”
SØNDAGENE
Hele barndommen var hendes mor den første, der stod op. Hun smurte madpakker, kørte børnene og blev oppe, til hun hørte døren om aftenen. Ingen lagde mærke til det. Sådan var det bare.
Da Pipaluk flyttede hjemmefra, begyndte telefonen at ringe hver søndag. Det var altid hendes mor.
“Jeg tog den ikke altid,” siger Pipaluk. “Jeg havde travlt med mit eget liv. Jeg troede, der var mere tid.”
Hendes hænder
Mange år senere sad Pipaluk ved sin mors seng på hospitalet. En dag bad moren hende om at rede sit hår. Hun kunne ikke selv løfte armene længere.
Mens hun redte det, så Pipaluk sin mors hænder hvile på dynen. Hvor trætte de var. Hvor meget de havde givet.
“Og så forstod jeg det,” siger hun. “Hun var Sassuma Arnaa. Hun havde givet os sine hænder. Og først nu var jeg kommet hele vejen ned til hende.”
Hendes mor sov ind kort efter. Ugerne efter gik Pipaluk langs kysten uden at vide, hvad hun ledte efter. Så fandt hun en lille, mørkegrøn sten. Hun holdt den op mod lyset, og den lyste op indefra.
Hvorfor jeg gør det
Jeg nåede aldrig at sige det højt til min mor. Det er det sværeste, jeg bærer.
Derfor fletter jeg hvert armbånd om en grønlandsk sten. Snoren er som det hår, jeg til sidst nåede at rede. Stenen er mørk som havbunden, men den lyser op, når nogen endelig ser den.
Jeg laver det til alle dem, der giver uden at bede om noget. Så du kan sige det, mens hun stadig kan høre det.
– Pipaluk